Tag-arkiv: Arbejde

OM AT VÆRE UTÅLMODIGHED OG SAMTIDIG ARBEJDE I ASIEN

Som jeg har nævnt, er der ikke mange af døgnets timer, hvor jeg er alene – da det at være alene, er noget, jeg skal opsøge aktivt. Og det ligger jo ikke ligefrem naturligt til mig ligefrem opsøge det at være alene. Så det er først, når jeg virkelig, virkelig har brug for alene-tid, at jeg rent faktisk opsøger det (arbejder på at blive bedre).

Til farvelfest for Christina fra Italien

Til farvelfest for Christina fra Italien

Hver weekend og alle hverdagsaftener er der et eller andet arrangement, en fællesspisning eller en udflugt, som nogen arrangerer. Og det er så skønt, da man altid har mulighed for selskab. Det er selvfølgelig grundet, at alle expats arbejder hver for sig på forskellige kontorer og ofte kun med lokale kollegaer. Så i fritiden og i weekenderne vil alle gerne ses med andre expats, som minder mere om dem selv, og som man bedre kan ”connecte” med. Og alle arrangementerne er så tiltrækkende, at det er svært at sige nej til. Så pludselig sidder jeg her, og har for første gang i over halvanden uge udsigt til en aften, hvor jeg ikke har nogen planer – fordi jeg nåede frem til den erkendelse, at jeg have brug for ro, og derfor takkede nej til fællesspisning på en indisk restaurant med nogen venner.

14264982_10208732647928317_5619570338992527061_n

                                                 I waterpark med nogen af mine nye venner

Det største problem er, at en af konsekvenserne ved konstant at være ”på farten” og ikke have tid til at slappe af er, at jeg bliver mere utålmodig. Det er måske okay hjemme i Danmark, da min utålmodige natur ikke så ofte bliver udfordret. Men her i Myanmar er det på ingen måde en god egenskab. Der er så meget ”Asian-time”, hvor frivillige, ansatte og venner er forsinket og ting bliver gjort senere end forventet, aflyste møder, ændringer i planer osv. Sådan er det. Når man spørger, hvor lang tid en bustur tager fra A til B, så får man at vide, at det tager 6 timer. Af erfaring ligger man selv 2 timer oveni, og så tager det i virkeligheden 10 timer. Klassisk Asien.
Og det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg generelt er ret utålmodig. Som i, at tingene helst skulle være sket for fem minutter siden. Og det skal helst gå rimelig smooth.

14618816_10154607414088781_1415629402_o

                                Frokost på burmesisk sted tæt på vores kontor, hvor vi ofte spiser.

Hernede er der flere gentagne problemer, som i den grad udfordrer min tålmodighed.

Først og fremmest ventetiden. Alt tager længere tid i Asien. Folk i Myanmar er, og dette er faktisk generelt sødt og også på nogen områder en god egenskab, slet ikke konkurrencemennesker. Men når man, som jeg, er vokset op i et samfund, som er ret konkurrence-minded, er man vant til, at alt rimelig meget sker – til tiden og uden de store problemer. Og her er ALT forsinket. Alle kommer 30 minutter for sent til møder, intet transport kommer til tiden, intet er klar til tiden og der er altid et problem eller en uforudsigelighed, som man skal klare sig uden om. Det vil sige, at meget af ens tid også går med at vente. Og det er jeg ikke god til. Men som alt andet, så vænner jeg mig til det. Men tilvænningsfasen er lang, der sker ikke lige med det samme. Det at folk er forsinket til møder, det er jeg efterhånden meget vant til. Men det er stadig en udfordringer i hverdagen, hvor jeg lige skal tælle til 10 og så… ja, vente.

I den sammenhæng er også trafikken en udfordring. Der er masser af trafik, og især i myldretiden er det selvfølgelig slemt. Så hvis man lige har et møde op nord på i byen kl 10 om formiddagen, så bruger man nemt en time i taxi. Dette er især frustrerende, hvis man har en travl uge, men mange ting som skal ordnes – men som ikke kan gøres fra en taxi.

14625510_10210527546121954_747251739_n

Fra venstre: Jeremiah, Blu (frivillig), Eva, Marijn, mig og May. Iført vores nyindkøbte longyis, som de fleste i Myanmar går med til hverdag.

Og til sidst, men ikke mindst, er det mentaliteten blandt de lokale, som virkelig kan fremprovokere min utålmodighed. Dette er selvfølgelig ikke så meget lokalbefolkningen. Men mine myanmesiske kollegaer, da det er dem, som jeg skal klare alt i samarbejde med.
De har af jo af gode grunde ikke samme tankegang, som jeg har. Det er selvfølgelig naturligt nok. De er vokset op i et diktatur, og derved er mentaliteten, selvstændigheden og tankegangen langt fra sammenlignelig med lande i vesten.
     Men denne anderledes arbejdsgang og tankegang medfører, at når jeg skal gøre et eller andet i anledning af mit arbejde, kræver det planlægning i god tid, mange spørgsmål og længere research for at gøre det ordentligt, så jeg ikke senere står i en situation, hvor der er ekstraudgifter eller “mindre positive” overraskelser.
Jeg kan give et eksempel: Da jeg skulle finde en lejlighed til mig og de to andre danske piger, havde jeg kun været i Myanmar i knap en uge. Og efter at have fundet en lejlighed til os, var der mange udgifter i anledning af leje af lejligheden, som først dukkede op efterfølgende. Jeg havde spurgt indtil, om der var mere jeg skulle vide, og om der var nogen ekstraudgifter, jeg skulle gøres opmærksom på, men det havde de bare rystet på hovedet af. Men pludselig senere var der liiiige den månedlige EL-regning, senere var der også liiiiige den månedlige udgift til afhentning af skrald, så var et depositum, jeg ikke var blevet informeret om, og ikke mindst, kunne lejligheden først være klar, når jeg havde betalt husleje for alle 6 måneder. Disse økonomiske ekstraudgifter var heldigvis i dette tilfælde så små, at de ikke havde de store konsekvenser. Men det lærte mig alligevel, at man virkelig skal være grundig i alt, hvad man foretager sig.
     Da jeg en uge efter skulle skaffe lejlighed til hhv. Jeremiah og May (de to youth leaders fra Myanmar), havde jeg lært af disse fejl. Først spurgte jeg ind til eventuelle ekstra udgifter i anledning af leje af lejlighederne, hvor de blot rystede på hovedet. Men da jeg så spurgte direkte ind til betaling af EL, så kom det pludselig frem, at nåååårh ja – der var da lige en månedlig udgift. Da jeg spurgte direkte ind til depositum, så der var da også liiige et depositum på 500.000 kyat.
Og sådan er det også i anledning af mit egentlige arbejde. Når vi for eksempel skal arrangere workshops og trainings for frivillige rundt om i landet, så tager det tid at få detaljerne for turen på plads – både det økonomiske, det logistiske og praktiske. Og det er i disse situationer, hvor min tålmodighed virkelig bliver sat på prøve. Hvis jeg pludselig stiller det rigtige spørgsmål, og det kommer frem, at
nååårh ja, det var da også lige udgift til et eller andet, så kan jeg mærke irritationen boble inde i mig. For hvorfor har de ikke nævnt det før? Eller hvorfor sagde de ikke bare, at sådan er reglerne her i Myanmar? Hvorfor kan de ikke bare sige det af sig selv? Hvorfor skal jeg konstant være på vagt overfor uforudsigeligheder, hvorfor kan de ikke bare gøre det på min måde?
Billy, den lokale manager, er ikke så slem, da han efterhånden har arbejdet i organisationen og sammen med danskere i to år. Men nyere ansatte kan virkelig få mig til at boble af irritation, når jeg føler, at de ikke tænker selv. Og at jeg skal gøre alt arbejdet. Når de ikke tager initiativ selv, men venter på, at jeg skal sige, hvad de skal gøre. Det tager tid. Det tager tid at få opbygget selvtillid til at have mod til at “speak up”, at kunne tage initiativ til selv tage ansvaret og tro på, at ens holdninger eller idéer er gode nok. Grundet deres opvækst i et diktatur og en barndom i et skolesystem, hvor man ikke lærer ting som f.eks. kritisk tænkning eller holdningsdannelse, så tager det tid for dem at få det mod og troen på sig selv. Og det tager også tid for dem at forstå, hvorfor vi er nødt til at have klar og direkte kommunikation imellem os, når vi er kollegaer og samarbejder hele tiden. De glemmer eller tænker ikke over, at jeg ikke bare kan begå mig i Myanmar, og at de er nødt til at fortælle mig alt, især det som de finder helt naturlige og selvfølgelige – for jeg kender ikke “spillerreglerne”, normerne, proceduren osv. i Myanmar. Men det tænker de ikke over. Samtidig skal jeg konstant minde dem om, at bede om en kvittering fra udgifter, for det er de ikke vant til – vi er jo nødt til at dokumentere vores udgifter. Samtidig er ting som evaluering, reflektering, budget og accounting helt nye ting i deres verden, og en naturlig del af min, så det er jeg nødt til at forklare dem og bruge tid på at sætte dem ind i. 

14628048_10210527545881948_914458463_n

                                                                      På restaurent med Marijn og Eva.

Det er i disse situationer rart, at vi er tre danskere på kontoret. Jeg har det fantastisk godt personligt med de ansatte, som er fra Myanmar. Men det er lettende, at kunne spare med Eva og Marijn, som har samme tankegang som mig selv. Som jeg kan dele mine fælles frustrationer med. Og det er bestemt også givende, at Eva er et langt mere tålmodigt menneske end Marijn og jeg. I de situationer, hvor Marijn og jeg virkelig skal trække vejret dybt for at undetrykke frustration og irritation, kan Eva tage over. For det fører intet med sig at vise sin irritation eller vrede. Det skræmmer bare de ansatte fra Myanmar, og gør, at deres selvtillid bliver svækket. I disse tilfælde er Eva virkelig en gave, da hun på pædagogisk vis kan tage over og forklare problemet og forhåbentligt komme frem til løsningen. Modsat er der nogen ting, som enten Marijn eller jeg er bedre til, hvor Eva lader os tage over. Generelt synes jeg, at vi kompenserer hinanden rigtig godt, har forskellige uddannelsesbaggrunde og erfaring, og dermed forskellig viden og egenskaber.

I sidste ende er målet, at forene de bedste ting fra begge verdener og lære fra hinanden. F.eks. kan de ansatte fra Myanmar have godt af at lære mere om struktur og organisering. Derimod kan jeg sagtens lære noget i form af at være lidt mindre striks, være mere rolig i mit arbejde og være bedre til at lytte.