LOKALBEFOLKNINGEN I MYANMAR

At jeg er berejst, er nok så meget sagt. Men jeg har da efterhånden været i nogen lande efterhånden, herunder også en del af landende i Asien; Thailand, Laos, Vietnam, Fillippinerne, Indonesien og nu også Myanmar.

Og en ting er sikkert: Myanmar er mit favorit land i Sydøstasien indtil videre – og på den store skala på en klar top 3!

Ikke pga. den smukke natur – New Zealand vil nok altid være en klar vinder der.
Ikke pga. idyllen – nu bor jeg jo i hovedstaden, så antallet af idylliske områder er begrænset
Ikke pga. at landet er u-turistet – i Malawi så vi ikke én hvid på vores 10-dages rejse udover vores eget spejlbillede.
Ikke kun pga. at jeg rent faktisk bor her – selvom det, at rent faktisk bo i et andet land end Danmark, i sig selv er fantastisk at prøve.

Men Myanmar er fantastisk for landet er, som Sydøstasien bør være, – og dette takket være, som overskriften så diskret antyder, lokalbefolkningen.

14285710_10154620519728159_296241081_o

På vej med tog ud til et af de børnehjem vi støtter. Til højre ses Billy, som er den lokale manager og dermed min nærmeste kollega.

At gå ned af gaden eller tage en tur på restaurant i Yangon er ikke noget man skal tage sig sammen til. Må indrømme, at det var det nogen gange, da jeg rejste rundt i Sydøstasien med Celle i vores sabbatår. Ikke at det ødelagde hele vores tur, for vi havde en fantastisk tur, vi elskede begge Sydøstasien og nød vores 2,5 måned her i fulde drag. Men efter noget tid blev det belastende konstant at have minimum fem sæt øjne stirrende på en og hvert andet minut at skulle afvise en sælger eller en nærgående lokal. Graden af dette afhang og skiftede selvfølgelig lidt fra land til land, by til by og område til område. I Sydvietnam fandt jeg det især slemt og til tider klaustrofobisk. Vi var i nogen byer og områder de eneste vestlinge – vi så i hvert fald ikke andre. Ikke at det i sig selv er slemt – for det er det bestemt ikke. Tværtimod, hvis du spørger mig. Men de blikke, vi fik, var stirrende og udtrykket i dem var hos de fleste lokale ikke specielt venligt, nærmere modsat. Venlige blikke fik vi kun hos dem som vi enten betalte via husleje eller for et måltid, eller dem som håbede på at kunne penge ud af os på den ene eller anden måde.
Okay, indser lige at dette er så generaliserende skrevet. Og vil gerne lige understrege, at vi aldrig følte os truet på livet, virkelig følte ubehag eller havde lyst til at tage hjem pga. disse forhold. Vi mødte også mange søde asiatere på vores vej. Men at man hver dag konstant skulle være på vagt på ikke at blive snydt (hvilket vi nogen gange blev), blive stirret på konstant, få råbt ting efter sig af adskillige mænd, ikke at kunne gå i fred for sælgere og generelt føle sig uvelkommen – det er noget der gør en lidt træt og mindre åben overfor kulturen.

Her i Yangon bliver jeg sjældent forstyrret, når jeg går ned af gaden, og jeg har endnu ikke følt mig utryg eller verbalt krænket af nogen – og sidstnævnte er ellers noget, der sker fra tid til anden, når man rejser rundt som en hvid, unge kvinde i U-lande. Jeg kan gå på gaden for mig selv uforstyrret, jeg kan sidde i fred på restauranter og jeg føler mig slet ikke utryg ved at gå alene efter mørkets frembrud.

14285010_10154620525563159_1740135298_o

                     På besøg hos et børnehjem som vores organisation MinglabarMyanmar støtter

Lokale i Myanmar kigger da, ja. Det meste af tiden har jeg øjnene hvilende på mig. For der er ikke mange af os vestlinge hernede – selv ikke i centrum af hovedstaden, hvor jeg bor, arbejder og bruger det meste af min tid. Besøg udefra er jo ikke ligefrem noget, de er vant til. Landet åbnede først op for 5-6 år siden, og det er stadig ikke normalt (eller nemt) for backpackere at slå vejen forbi Myanmar.

Så ja, de lokale kigger. Men de stirrer ikke. De kigger og observerer. De har ikke et skeptisk blik, men mere sådan et nysgerrigt, og nogen gange forundrende eller varmt blik. Og de smiler – ofte. Og hvis man smiler til dem, så får man altid et smil igen. Hvilket er helt fantastisk! Og det gør en tur ned gennem gaden til en hyggelig del af hverdagen, det gør et restaurant besøg så meget mere afslappende og generelt gør det min tilværelse og hverdag i Yangon nem, simpel og behagelig.
Og ja, en af hovedfaktorerne til disse smil er nok, at de stort set alle sammen er buddhister, tror på karma og reinkarnation. Men jeg tror en anden vigtig faktor også er, at de stadig ikke ser os vestlinge som noget, der har kommet og smadret deres kultur – som f.eks. efter min mening er det er er sket med Sydthailand. Der er nærmest ingen backpackere i landet, de vestlinge som er her, arbejder stort set alle i Yangon, er her over en længere periode og arbejder med noget uskyldigt NGO-arbejde. Der er (endnu) ikke for mange af os, vi forstyrrer ikke deres hverdag og vi har ikke ødelagt gjort nogen skade på deres land. Vi er stadig et skønt frisk pust, som de finder interessante, og indtil videre er vi egentlig bare små omvandrende symboler og beviser på, at Myanmar nu er et (up-comming) demokrati med åbne grænser.

 

img_3438

Udsigt fra det største tempen i Yangon: Shwedagon-pagoden

Regeringen har lovgivet på området med henblik på at begrænse antallet af virksomheder og vestlige investorer, der kommer til Myanmar. Og det anser jeg som et godt tiltag, så landet kan kapere dem, der kommer, nå at udvikle sig og blive klar at åbne yderligere op for omverdenen. Mit håb er, at de vil fortsætte denne sti og tilpasse disse lovgivninger til virkeligheden, så Myanmar kan blomstre, udvikle sit demokrati og tage ved lære af vesten på visse områder, men samtidig også bibeholde sin kultur, sin skønne mentalitet og lære af de fejl som nabolandet Thailand har lavet ift. håndteringen af den (potentielle) masseturisme.

img_3319

Udsigt udover Yangons største naturområde