FERIE I MYANMAR

Tolv dages ferie. Først ti dage med mor, efterfulgt af en weekend med tre af mine venner (Hellen og Julia fra USA og Kedar fra Indien) til Taunggyi.

Ferien var tiltrængt. Og det var intet mindre end fantastisk. Især det at få den oplevelse med mor. Tiden fløj afsted, og jeg nød hvert sekund!

Efter fire dage i Yangon og afsked med Knud og tog først til Bagan.

Derefter tog vi til Inle Lake.

Til sidst, men ikke mindst, havde vi tre dejligt, afslappende dage i Yangon, hvor vi boede i min lejlighed.

I dette indlæg går jeg efter ordsproget ”billeder siger mere end 1000 ord”. For Myanmar er mere fantastisk og magisk, end jeg kan beskrive (dog kan jeg godt klare at komme med lidt kommentarer hist og her i form af billedtekster).

Billederne er ikke liiiiiiiige i rækkefølge…

l1020303

                VI boede i bungalow ved Inle Lake – hvilket var så hyggeligt og charmerende

l1020296

                                                                              Lokale ved Inle Lake             

l1020204

                                                                                  Solopgang i Bagan

l1020127

Vi kørte rundt på E-bikes i Bagan (mor klarede det overraskende godt!)

l1020174l1020165l1020119l1010876

SAVN OG HVERDAG

Om det er fordi, at mor og Knud ankommer til Yangon på søndag, at hverdagen har ramt mig eller noget helt tredje, skal jeg ikke kunne sige. Men mit savn til Danmark ramte mig virkelig i denne weekend. Ja, jeg er faktisk gået hen og blevet helt sentimental i disse dage.

Ej, jeg kan nok faktisk godt tænke mig frem til, hvad der har er årsagen bag savnet. Det er en god cocktail af flere ting.

Først og fremmest påvirker det mig selvfølgelig, at mor kommer på søndag. Jeg tænker meget mere på Danmark og dem derhjemme i disse dage, nu når dagene er talte til, at hun lander. Danmark virker tættere på, nu når der pludselig kommer nogen direkte derfra og skal besøge mig.

Derudover har hverdagen ramt mig. Efter nu snart to måneder er det altså ikke lige alle opgaver, som er lige fede. Pludselig er mandage ret “mandags-agtige”, at stå op om morgenen kan på nogen dage, herunder føromtalte mandage, være en drøj omgang og frokostpausen er nogengange dagens højdepunkt. Og når hverdagen rammer, så begynder jeg at savne jer derhjemme og generelt livet i Danmark. I disse situationer er det bare vigtigt at tænke på: hvis jeg var hjemme i kulden i Danmark, midt i mit 7. semester på Statskundskab, begravet af bøger… så ville det jo ikke være bedre. Så ville jeg sikkert sidde og dagdrømme mig væk til eksotiske strande og en hverdag med færre bøger og mere praktisk arbejde. Hverdag er hverdag, og den kan godt blive ensformig. Også selvom man lever i et fremmed land, laver praktisk og spændende arbejde og generelt er så priviligeret, som jeg er i skrivende stund. Det tog mig lige et par dage at finde frem til den erkendelse. Men da først den erkendelse og åbenbaring kom til mig, hjalp det ret meget. Så man må bare erkende, at kedelige mandage også findes i Myanmar. Rutineopgaver hører ikke kun tjenerjobbet til. Rutineopgaver kan man også have som projektkoordinatorpraktikant. Og mindre spændende hverdagsting som vasketøj, opvask, indkøb og rengøring er også end del af livet her i Yangon.

Marijn, Eva og jeg sammen med en masse af de frivillige

Marijn, Eva og jeg sammen med en masse af de frivillige

Og så trænger jeg bare til ferie og at komme væk fra Yangon.
Der har været lange dage, weekendsarbejde og ingen ferie siden jeg ankom en sen onsdag aften først i september, for næste morgen kl 9 at møde ind på kontoret og påbegynde arbejdet. Og jeg har nydt det i fulde drag. Men nu hvor jeg på to hænder kan tælle dagene til min ferie med mor, kan jeg tydeligt mærke, at jeg virkelig trænger til det. Men mest af alt trænger jeg til at komme på landet. Jeg har aldrig boet i en by større end Aarhus før. Men siden starten af august, hvor jeg flyttede til København, har jeg langt størstedelen af tiden befundet mig i storbyer på over en million. Og siden jeg ankom til milllionbyen Yangon for næsten to måneder siden, har opholdet her kun blevet afbrudt af én tur til en endda endnu større by – Bangkok.
Jeg savner træer, jeg savner stilhed og jeg savner at gå på græs.

— Kunstpause —

Okay, afsløret: dette indlæg er skrevet over flere dage. Det er nu fredag d. 28/10-16, og jeg startede dette indlæg i sidste weekend. Har ikke lige følt for at færdiggøre det nu – sådan går det nogengange.
Savnet er allerede forduftet meget. Det kan virkelig svinge fra dag til dag. I forgårs var jeg ude og spise med to franske venner, Thomas og Alban. Det var første gang i mange dage, hvor jeg lavede noget uden min roomates. Og det var tiltrængt og super hyggeligt! Igår havde vi så 6 venner over til fællesspisning i vores lejlighed. Og efter to gode, effektive dage på kontoret og to dejlige aftener i godt selskab er jeg ved langt bedre mod. Mor kommer om under to døgn, jeg savner ikke rigtig Danmark og har meget mere energi.

img_4818

Middag med venner i vores lejlighed – Indien, USA, Rusland, England, Frankrig, Canada og Danmark var alle repræsenteret.

Det er så paradoksalt, at de ting som ofte gør en ved bedst mod og giver mest energi, også er dem, som er nemmest for en at vælge fra. Efter lidt for mange dage hjemme i lejligheden, hvor jeg ikke har haft overskud til at gå så meget ud, tog jeg endelig i forgårs ud og hyggede med nogen venner. Og det gav mig så meget energi til dagen efter, fordi vi hang ud som venner og havde det godt. Det er ligesom at dyrke sport. Det skal man tage sig sammen til. Men man ved det er sundt, man ved, at man har det godt efterfølgende og at det giver øget selvværd og energi. Men det er sååå svært at samle sig til nogengange.
Så efter at jeg i starten havde et problem med ikke at kunne sige nej til middagsaftaler, fester og begivenheder, havde jeg nu et par uger med lidt for få af dem. Og det gjorde mit savn til Danmark meget større, gjorde mig lidt trist, fremprovokerede en mindre ensomhedsfølelse og gjorde mig mindre oplagt i hverdagen.
Så konklusionen er nok: jeg må gå efter en god midter. Husk at se folk, men også have noget alene tid.

 

14593504_10210527545761945_1208161543_n

Marijn og jeg med tømmermænd på vores lokale Tea house “Lucky 7”

Men nu har jeg weekend!! Som i helt weekend! I aften skal jeg bare spise middag med et par venner, men derudover er min plan  primært at befinde mig horisontalt på min sofa ved en god bog i den ene hånd og en kop the i den anden. Imorgen skal jeg påbegynde min opgave til AU. Men om aftenen er der middag og halloweenfest på en kendt Expat bar. Søndag kl 14.40 henter jeg mor og Knud i lufthavnen. Så man må sige, at jeg har en udsigt til en lækker, afvekslende weekend.

Fra på mandag af til på torsdag er mor og Knud i Yangon, hvor jeg skal arbejde. Her er planen, at de ser de must-sees og lækre steder, som jeg allerede har oplevet. Også hygger vi sammen om aftenen.
På torsdag rejser Knud videre til Thailand. Samme dag flyver mor og jeg op til Bagan og derefter Inle Lake inde i center-Myanmar. 6 dage efter er vi hjemme i Yangon igen, hvor vi så har tre dage i Yangon, hvor jeg har ferie det meste af tiden.

God weekend!

 

OM AT VÆRE UTÅLMODIGHED OG SAMTIDIG ARBEJDE I ASIEN

Som jeg har nævnt, er der ikke mange af døgnets timer, hvor jeg er alene – da det at være alene, er noget, jeg skal opsøge aktivt. Og det ligger jo ikke ligefrem naturligt til mig ligefrem opsøge det at være alene. Så det er først, når jeg virkelig, virkelig har brug for alene-tid, at jeg rent faktisk opsøger det (arbejder på at blive bedre).

Til farvelfest for Christina fra Italien

Til farvelfest for Christina fra Italien

Hver weekend og alle hverdagsaftener er der et eller andet arrangement, en fællesspisning eller en udflugt, som nogen arrangerer. Og det er så skønt, da man altid har mulighed for selskab. Det er selvfølgelig grundet, at alle expats arbejder hver for sig på forskellige kontorer og ofte kun med lokale kollegaer. Så i fritiden og i weekenderne vil alle gerne ses med andre expats, som minder mere om dem selv, og som man bedre kan ”connecte” med. Og alle arrangementerne er så tiltrækkende, at det er svært at sige nej til. Så pludselig sidder jeg her, og har for første gang i over halvanden uge udsigt til en aften, hvor jeg ikke har nogen planer – fordi jeg nåede frem til den erkendelse, at jeg have brug for ro, og derfor takkede nej til fællesspisning på en indisk restaurant med nogen venner.

14264982_10208732647928317_5619570338992527061_n

                                                 I waterpark med nogen af mine nye venner

Det største problem er, at en af konsekvenserne ved konstant at være ”på farten” og ikke have tid til at slappe af er, at jeg bliver mere utålmodig. Det er måske okay hjemme i Danmark, da min utålmodige natur ikke så ofte bliver udfordret. Men her i Myanmar er det på ingen måde en god egenskab. Der er så meget ”Asian-time”, hvor frivillige, ansatte og venner er forsinket og ting bliver gjort senere end forventet, aflyste møder, ændringer i planer osv. Sådan er det. Når man spørger, hvor lang tid en bustur tager fra A til B, så får man at vide, at det tager 6 timer. Af erfaring ligger man selv 2 timer oveni, og så tager det i virkeligheden 10 timer. Klassisk Asien.
Og det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg generelt er ret utålmodig. Som i, at tingene helst skulle være sket for fem minutter siden. Og det skal helst gå rimelig smooth.

14618816_10154607414088781_1415629402_o

                                Frokost på burmesisk sted tæt på vores kontor, hvor vi ofte spiser.

Hernede er der flere gentagne problemer, som i den grad udfordrer min tålmodighed.

Først og fremmest ventetiden. Alt tager længere tid i Asien. Folk i Myanmar er, og dette er faktisk generelt sødt og også på nogen områder en god egenskab, slet ikke konkurrencemennesker. Men når man, som jeg, er vokset op i et samfund, som er ret konkurrence-minded, er man vant til, at alt rimelig meget sker – til tiden og uden de store problemer. Og her er ALT forsinket. Alle kommer 30 minutter for sent til møder, intet transport kommer til tiden, intet er klar til tiden og der er altid et problem eller en uforudsigelighed, som man skal klare sig uden om. Det vil sige, at meget af ens tid også går med at vente. Og det er jeg ikke god til. Men som alt andet, så vænner jeg mig til det. Men tilvænningsfasen er lang, der sker ikke lige med det samme. Det at folk er forsinket til møder, det er jeg efterhånden meget vant til. Men det er stadig en udfordringer i hverdagen, hvor jeg lige skal tælle til 10 og så… ja, vente.

I den sammenhæng er også trafikken en udfordring. Der er masser af trafik, og især i myldretiden er det selvfølgelig slemt. Så hvis man lige har et møde op nord på i byen kl 10 om formiddagen, så bruger man nemt en time i taxi. Dette er især frustrerende, hvis man har en travl uge, men mange ting som skal ordnes – men som ikke kan gøres fra en taxi.

14625510_10210527546121954_747251739_n

Fra venstre: Jeremiah, Blu (frivillig), Eva, Marijn, mig og May. Iført vores nyindkøbte longyis, som de fleste i Myanmar går med til hverdag.

Og til sidst, men ikke mindst, er det mentaliteten blandt de lokale, som virkelig kan fremprovokere min utålmodighed. Dette er selvfølgelig ikke så meget lokalbefolkningen. Men mine myanmesiske kollegaer, da det er dem, som jeg skal klare alt i samarbejde med.
De har af jo af gode grunde ikke samme tankegang, som jeg har. Det er selvfølgelig naturligt nok. De er vokset op i et diktatur, og derved er mentaliteten, selvstændigheden og tankegangen langt fra sammenlignelig med lande i vesten.
     Men denne anderledes arbejdsgang og tankegang medfører, at når jeg skal gøre et eller andet i anledning af mit arbejde, kræver det planlægning i god tid, mange spørgsmål og længere research for at gøre det ordentligt, så jeg ikke senere står i en situation, hvor der er ekstraudgifter eller “mindre positive” overraskelser.
Jeg kan give et eksempel: Da jeg skulle finde en lejlighed til mig og de to andre danske piger, havde jeg kun været i Myanmar i knap en uge. Og efter at have fundet en lejlighed til os, var der mange udgifter i anledning af leje af lejligheden, som først dukkede op efterfølgende. Jeg havde spurgt indtil, om der var mere jeg skulle vide, og om der var nogen ekstraudgifter, jeg skulle gøres opmærksom på, men det havde de bare rystet på hovedet af. Men pludselig senere var der liiiige den månedlige EL-regning, senere var der også liiiiige den månedlige udgift til afhentning af skrald, så var et depositum, jeg ikke var blevet informeret om, og ikke mindst, kunne lejligheden først være klar, når jeg havde betalt husleje for alle 6 måneder. Disse økonomiske ekstraudgifter var heldigvis i dette tilfælde så små, at de ikke havde de store konsekvenser. Men det lærte mig alligevel, at man virkelig skal være grundig i alt, hvad man foretager sig.
     Da jeg en uge efter skulle skaffe lejlighed til hhv. Jeremiah og May (de to youth leaders fra Myanmar), havde jeg lært af disse fejl. Først spurgte jeg ind til eventuelle ekstra udgifter i anledning af leje af lejlighederne, hvor de blot rystede på hovedet. Men da jeg så spurgte direkte ind til betaling af EL, så kom det pludselig frem, at nåååårh ja – der var da lige en månedlig udgift. Da jeg spurgte direkte ind til depositum, så der var da også liiige et depositum på 500.000 kyat.
Og sådan er det også i anledning af mit egentlige arbejde. Når vi for eksempel skal arrangere workshops og trainings for frivillige rundt om i landet, så tager det tid at få detaljerne for turen på plads – både det økonomiske, det logistiske og praktiske. Og det er i disse situationer, hvor min tålmodighed virkelig bliver sat på prøve. Hvis jeg pludselig stiller det rigtige spørgsmål, og det kommer frem, at
nååårh ja, det var da også lige udgift til et eller andet, så kan jeg mærke irritationen boble inde i mig. For hvorfor har de ikke nævnt det før? Eller hvorfor sagde de ikke bare, at sådan er reglerne her i Myanmar? Hvorfor kan de ikke bare sige det af sig selv? Hvorfor skal jeg konstant være på vagt overfor uforudsigeligheder, hvorfor kan de ikke bare gøre det på min måde?
Billy, den lokale manager, er ikke så slem, da han efterhånden har arbejdet i organisationen og sammen med danskere i to år. Men nyere ansatte kan virkelig få mig til at boble af irritation, når jeg føler, at de ikke tænker selv. Og at jeg skal gøre alt arbejdet. Når de ikke tager initiativ selv, men venter på, at jeg skal sige, hvad de skal gøre. Det tager tid. Det tager tid at få opbygget selvtillid til at have mod til at “speak up”, at kunne tage initiativ til selv tage ansvaret og tro på, at ens holdninger eller idéer er gode nok. Grundet deres opvækst i et diktatur og en barndom i et skolesystem, hvor man ikke lærer ting som f.eks. kritisk tænkning eller holdningsdannelse, så tager det tid for dem at få det mod og troen på sig selv. Og det tager også tid for dem at forstå, hvorfor vi er nødt til at have klar og direkte kommunikation imellem os, når vi er kollegaer og samarbejder hele tiden. De glemmer eller tænker ikke over, at jeg ikke bare kan begå mig i Myanmar, og at de er nødt til at fortælle mig alt, især det som de finder helt naturlige og selvfølgelige – for jeg kender ikke “spillerreglerne”, normerne, proceduren osv. i Myanmar. Men det tænker de ikke over. Samtidig skal jeg konstant minde dem om, at bede om en kvittering fra udgifter, for det er de ikke vant til – vi er jo nødt til at dokumentere vores udgifter. Samtidig er ting som evaluering, reflektering, budget og accounting helt nye ting i deres verden, og en naturlig del af min, så det er jeg nødt til at forklare dem og bruge tid på at sætte dem ind i. 

14628048_10210527545881948_914458463_n

                                                                      På restaurent med Marijn og Eva.

Det er i disse situationer rart, at vi er tre danskere på kontoret. Jeg har det fantastisk godt personligt med de ansatte, som er fra Myanmar. Men det er lettende, at kunne spare med Eva og Marijn, som har samme tankegang som mig selv. Som jeg kan dele mine fælles frustrationer med. Og det er bestemt også givende, at Eva er et langt mere tålmodigt menneske end Marijn og jeg. I de situationer, hvor Marijn og jeg virkelig skal trække vejret dybt for at undetrykke frustration og irritation, kan Eva tage over. For det fører intet med sig at vise sin irritation eller vrede. Det skræmmer bare de ansatte fra Myanmar, og gør, at deres selvtillid bliver svækket. I disse tilfælde er Eva virkelig en gave, da hun på pædagogisk vis kan tage over og forklare problemet og forhåbentligt komme frem til løsningen. Modsat er der nogen ting, som enten Marijn eller jeg er bedre til, hvor Eva lader os tage over. Generelt synes jeg, at vi kompenserer hinanden rigtig godt, har forskellige uddannelsesbaggrunde og erfaring, og dermed forskellig viden og egenskaber.

I sidste ende er målet, at forene de bedste ting fra begge verdener og lære fra hinanden. F.eks. kan de ansatte fra Myanmar have godt af at lære mere om struktur og organisering. Derimod kan jeg sagtens lære noget i form af at være lidt mindre striks, være mere rolig i mit arbejde og være bedre til at lytte.

LIDT OM MENNESKERNE OMKRING MIG OG AT ARBEJDE MERE END FULDTID

I dette indlæg vil jeg blot give jer et overblik over dem, som jeg bruger de fleste af døgnets vågne timer med hernede i Myanmar.

Den nuværende situation på kontoret her hos Foundation for Change (FFC) i Myanmar er helt ny. De sidste to år har de nemlig været færre på kontoret sammenlignet med det, vi er nu.
Førhen var de først og fremmest været en lønnet manager fra Myanmar. Denne person har siden projektets start i 2015 været Billy. Derudover har de været to danske praktikanter, som løbende er blevet skiftet ud for hvert semester. Disse praktikanter har været hhv. en kommunikationspraktikant og en projektkoordinator-praktikant.

Men i år er det anerledes. Nu er vi nemlig til dagligt seks mennesker på kontoret, som alle arbejder på fuldtid på projektet.

13173708_1040923892611339_844125788222362496_n

Billy – lokal manager hos FFC på kontoret i Myanmar

Først og fremmest er der jo som nævnt Billy, som er den lokale manager her i Myanmar og min nærmeste kollega. Han er ansat grundet hans lokale kendskab, hans evne til at være midterpunkt mellem Danmark og Myanmar og disses lande forskellige kultur og ikke mindst hans sociale væsen.

img_4420

Billede af mig fra instagram: Foundation for Change Myanmar

Også er der projektkoordinator-praktikanten – og det er mig! Min primære funktion er at styre og indgå de forskellige aftaler vi indgår med diverse vores samarbejdspartnere, støtte de unge frivillige med opstart af projekter – lige fra mindre praktiske opgaver til at lave strategiplan – og koordinere kommende projekter og events. Altså er mine arbejdsopgaver primært koordinering, uddeligering og organisering (meget DJØF’er agtigt) – og at supporte og hjælpe frivillige. Som I nok alle ved. startede jeg som praktikant i August, hvor jeg befandt mig i København i en måned. Derefter fløj jeg til Yangon, Myanmar, hvor jeg er ansat til og med januar ’17.

14045708_10154299938571351_449525880426878547_n-1

Youth Leaders (fra venstre): Jeremiah, Eva, May og Marijn

Og så er de nyoprettede stillinger og grunden til den store ændring: nemlig de nye Youth Leaders. Disse fire stillinger er helt nye. Normalt plejer det at være en kommunikationspraktikant. Men i år søgte projektet penge hos DUF til at ansatte disse fire. Dog er ingen af dem lønnet, men alle udgifter, de har i forbindelse med jobbet hos Foundation for Change, bliver dækket. Altså får de også betalt husleje både i Danmark og Myanmar, og de får udleveret madpenge og lommepenge månedligt. De startede i Danmark, hvor de var arbejde fra august indtil midt september, hvor de siden hen har været i hos mig på kontoret i Yangon.

Da jeg kom herned, var en af mine første opgaver at finde en lejlighed til hhv. Jeremiah, May og de to danske Youth Leaders her i Yangon. Og det gjorde jeg. Jeg fik på forhånd besked på det budget, der var blevet sat af til hver lejlighed, og besked på, at hvis jeg fandt en lejlighed til Marijn og Eva, som både var inde for budget og med et ekstra værelse til mig, kunne jeg bo gratis. Og det gjorde jeg. Så nu bor jeg i en 4-værelses lejlighed (3 værelser plus stue) med Marijn og Eva i downtown Yangon  – SUPER lækkert. Man skulle ikke tro det, men i centrum af Yangon er huslejen sammenlignelig med priserne i Aarhus. Så jeg ligger ikke skjul på, at det da er super rart, at jeg ikke skal bruge penge på det!

Fra venstre: Marijn, May, Eva, Jeremiah og mig på kontoret (Fotograf: Billy).

                             Fra venstre: Marijn, May, Eva, Jeremiah og mig på kontoret (Fotograf: Billy).

Så nu bor jeg sammen med Eva og Marijn, jeg arbejder sammen med Eva og Marijn og naturligvis – og heldigvis – så er jeg også veninder med dem. Siden de ankom for to uger siden, har jeg faktisk ikke rigtig haft et vågent øjeblik uden dem. Vi bor sammen, vi spiser alle måltider sammen, har samme vennekreds i Yangon, vi arbejder sammen – ja, vi er derfor sammen 24/7.  Udover nu. For nu bruger jeg et par timer på det dyre hotel Singra La, som er et af de få steder i Yangon, hvor nettet er så godt, at jeg kan skype, se tv fra DR.dk, surfe på netttet osv. uden problemer eller afbrydelser i forbindelsen. Så her er bruger jeg et par timer alene på deres restaurant – hvilket er skønt for en stund.

Det er fredag, klokken er 18 og jeg har weekend. Forrige weekend – lige efter at Jeremiah, Eva, May og Marijn var ankommet-, blev jeg syg. Som i rigtig syg, roskilde syge og feber. Og der brugte jeg fredag, lørdag og søndag på at blive rask igen, før det igen blev mandag, hvor arbejdet igen kaldte. Sidste weekend arbejdede vi lørdag, da vi havde et møde med de frivillige hele dagen. Søndag morgen tog vi til Bangkok, da vi skulle over og søge om business visum. Og nu har vi haft nogle almindelige hverdage, med kontorarbejde, møder og workshops, siden hjemkosten til Yangon. Så nu har jeg for første gang i tre uger en rigtig weekend, hvilket er tiltrængt!

I og med at jeg konstant enten bor, arbejder eller hænger ud med Eva og Marijn, er der arbejde omkring mig hele tiden. Selvom vi er hjemme i sofaen og hænger ud om aftenen, diskuterer vi arbejde. Selvom vi er ude og spise aftensmad efter arbejde, diskuterer vi arbejde. (Ej, vi snakker selvfølgelig også om andet. Men arbejdet fylder meget!) Og udover dette er arbejdsdagene normalt lange. Derfor er det ikke et normal 8 til 16 timers arbejde. Ikke fordi jeg havde forventet det. Og ikke fordi, at jeg har noget imod det. Jeg nyder det faktisk virkelig meget. Men nu trænger jeg til weekend og til at se andre mennesker. Så i morgen skal jeg i byen med nogen expats, jeg er blevet venner med, og senere i aften skal jeg ses med en ny tysk praktikant fra en anden organisation, jeg har mødt hernede. Altså en weekend uden arbejde, med andre mennesker end bare mine kollegaer og – forhåbentlig – en weekend uden sygdom.

God weekend herfra!

LOKALBEFOLKNINGEN I MYANMAR

At jeg er berejst, er nok så meget sagt. Men jeg har da efterhånden været i nogen lande efterhånden, herunder også en del af landende i Asien; Thailand, Laos, Vietnam, Fillippinerne, Indonesien og nu også Myanmar.

Og en ting er sikkert: Myanmar er mit favorit land i Sydøstasien indtil videre – og på den store skala på en klar top 3!

Ikke pga. den smukke natur – New Zealand vil nok altid være en klar vinder der.
Ikke pga. idyllen – nu bor jeg jo i hovedstaden, så antallet af idylliske områder er begrænset
Ikke pga. at landet er u-turistet – i Malawi så vi ikke én hvid på vores 10-dages rejse udover vores eget spejlbillede.
Ikke kun pga. at jeg rent faktisk bor her – selvom det, at rent faktisk bo i et andet land end Danmark, i sig selv er fantastisk at prøve.

Men Myanmar er fantastisk for landet er, som Sydøstasien bør være, – og dette takket være, som overskriften så diskret antyder, lokalbefolkningen.

14285710_10154620519728159_296241081_o

På vej med tog ud til et af de børnehjem vi støtter. Til højre ses Billy, som er den lokale manager og dermed min nærmeste kollega.

At gå ned af gaden eller tage en tur på restaurant i Yangon er ikke noget man skal tage sig sammen til. Må indrømme, at det var det nogen gange, da jeg rejste rundt i Sydøstasien med Celle i vores sabbatår. Ikke at det ødelagde hele vores tur, for vi havde en fantastisk tur, vi elskede begge Sydøstasien og nød vores 2,5 måned her i fulde drag. Men efter noget tid blev det belastende konstant at have minimum fem sæt øjne stirrende på en og hvert andet minut at skulle afvise en sælger eller en nærgående lokal. Graden af dette afhang og skiftede selvfølgelig lidt fra land til land, by til by og område til område. I Sydvietnam fandt jeg det især slemt og til tider klaustrofobisk. Vi var i nogen byer og områder de eneste vestlinge – vi så i hvert fald ikke andre. Ikke at det i sig selv er slemt – for det er det bestemt ikke. Tværtimod, hvis du spørger mig. Men de blikke, vi fik, var stirrende og udtrykket i dem var hos de fleste lokale ikke specielt venligt, nærmere modsat. Venlige blikke fik vi kun hos dem som vi enten betalte via husleje eller for et måltid, eller dem som håbede på at kunne penge ud af os på den ene eller anden måde.
Okay, indser lige at dette er så generaliserende skrevet. Og vil gerne lige understrege, at vi aldrig følte os truet på livet, virkelig følte ubehag eller havde lyst til at tage hjem pga. disse forhold. Vi mødte også mange søde asiatere på vores vej. Men at man hver dag konstant skulle være på vagt på ikke at blive snydt (hvilket vi nogen gange blev), blive stirret på konstant, få råbt ting efter sig af adskillige mænd, ikke at kunne gå i fred for sælgere og generelt føle sig uvelkommen – det er noget der gør en lidt træt og mindre åben overfor kulturen.

Her i Yangon bliver jeg sjældent forstyrret, når jeg går ned af gaden, og jeg har endnu ikke følt mig utryg eller verbalt krænket af nogen – og sidstnævnte er ellers noget, der sker fra tid til anden, når man rejser rundt som en hvid, unge kvinde i U-lande. Jeg kan gå på gaden for mig selv uforstyrret, jeg kan sidde i fred på restauranter og jeg føler mig slet ikke utryg ved at gå alene efter mørkets frembrud.

14285010_10154620525563159_1740135298_o

                     På besøg hos et børnehjem som vores organisation MinglabarMyanmar støtter

Lokale i Myanmar kigger da, ja. Det meste af tiden har jeg øjnene hvilende på mig. For der er ikke mange af os vestlinge hernede – selv ikke i centrum af hovedstaden, hvor jeg bor, arbejder og bruger det meste af min tid. Besøg udefra er jo ikke ligefrem noget, de er vant til. Landet åbnede først op for 5-6 år siden, og det er stadig ikke normalt (eller nemt) for backpackere at slå vejen forbi Myanmar.

Så ja, de lokale kigger. Men de stirrer ikke. De kigger og observerer. De har ikke et skeptisk blik, men mere sådan et nysgerrigt, og nogen gange forundrende eller varmt blik. Og de smiler – ofte. Og hvis man smiler til dem, så får man altid et smil igen. Hvilket er helt fantastisk! Og det gør en tur ned gennem gaden til en hyggelig del af hverdagen, det gør et restaurant besøg så meget mere afslappende og generelt gør det min tilværelse og hverdag i Yangon nem, simpel og behagelig.
Og ja, en af hovedfaktorerne til disse smil er nok, at de stort set alle sammen er buddhister, tror på karma og reinkarnation. Men jeg tror en anden vigtig faktor også er, at de stadig ikke ser os vestlinge som noget, der har kommet og smadret deres kultur – som f.eks. efter min mening er det er er sket med Sydthailand. Der er nærmest ingen backpackere i landet, de vestlinge som er her, arbejder stort set alle i Yangon, er her over en længere periode og arbejder med noget uskyldigt NGO-arbejde. Der er (endnu) ikke for mange af os, vi forstyrrer ikke deres hverdag og vi har ikke ødelagt gjort nogen skade på deres land. Vi er stadig et skønt frisk pust, som de finder interessante, og indtil videre er vi egentlig bare små omvandrende symboler og beviser på, at Myanmar nu er et (up-comming) demokrati med åbne grænser.

 

img_3438

Udsigt fra det største tempen i Yangon: Shwedagon-pagoden

Regeringen har lovgivet på området med henblik på at begrænse antallet af virksomheder og vestlige investorer, der kommer til Myanmar. Og det anser jeg som et godt tiltag, så landet kan kapere dem, der kommer, nå at udvikle sig og blive klar at åbne yderligere op for omverdenen. Mit håb er, at de vil fortsætte denne sti og tilpasse disse lovgivninger til virkeligheden, så Myanmar kan blomstre, udvikle sit demokrati og tage ved lære af vesten på visse områder, men samtidig også bibeholde sin kultur, sin skønne mentalitet og lære af de fejl som nabolandet Thailand har lavet ift. håndteringen af den (potentielle) masseturisme.

img_3319

Udsigt udover Yangons største naturområde

 

EN ALMINDELIG UALMINDELIG DAG SOM PRAKTIKANT

Så er hverdagen i gang i Myanmar.

Jeg ankom for en uge siden og er godt i gang med arbejdet hernede. Før jeg ankom, var det svært at forestille sig, hvordan en hverdag ville se ud hernede. Men nu er jeg i gang, og derfor tænkte jeg, at jeg også vil vise jer min hverdag – eller i hvert fald et udsnit af en.

Så her et indlæg om en helt almindelig ualmindelig dag som praktikant. Almindelig, fordi det giver et godt billede af min hverdag hernede. Ualmindelig, da ingen dage hernede er ens – og det er det, der gør det så spændende og afvekslende at være praktikant.

DSCF7760

Kl 8.00: Ringeuret ringer. Morgenmaden står på noget yoghurt, et æble og et æg, som jeg har kogt i min elkedel. Salt til ægget, kaffe til min træthed og vand til min krop skal der selvfølgelig også til. Har god tid, så kan nå at læse et kapitel i min igangværende skønlitterære bog.

DSCF7765

Kl 9.00: Sidder i en taxi på vej til møde. Trafikken er et helvede på dette tidspunkt af dagen, og da jeg skal ret langt væk, tager jeg afsted i ekstra god tid. Var et godt valg, da vi havde problemer med at finde stedet.

Kl 10.00: Møde hos ActionAid, som er en af vores samarbejdspartnede. Alle er lidt forsinket udover mig – jeg kom 9.59, lige til tiden. Men “Asian-time” vænner man sig til. Billy, min kollega, og James, trainee hos ActionAid, ankom efter gangske kort tid. Mødet omhandlede vores fremtidige partnerskab, og hvordan vi kan samarbejde bedst muligt.

DSCF7781Kl 13.00: Billy og jeg tog ud og spiste på en lokal burmesisk restaurant. Derefter flyttede vi videre på café med wifi og researchede på de nyste visum-regler – som ikke helt nemme at hitte ud af. Så det tager en del af min tid disse dage.

DSCF7789

Kl 15.00: Jeg tager toget hjem, da vi alligevel er i nærheden af en station. Og det er også hyggeligt, taxier er der jo ikke noget yderligere charmerende ved. Og chaufførerne kan alligevel sjældent mere engelsk end at sige prisen og tak. Derudover er togturen billigt – 100 kyat (hvilket er omkring 6 øre).

DSCF7796

Kl. 16.00: Jeg går hjem fra stationen, og vejret er skønt! Nu når det er regntid, og det er Myanmar, hvor solen går ned omkring kl. 18, nyder jeg virkelig bare de tidspunkter på dagen, hvor det hverken regner eller er mørkt. På vejen smutter jeg forbi en ny boghandel, jeg opdagede forleden aften. Jeg skal i anledning af mit praktikophold skrive en såkaldt ”individuel politologisk seminar opgave”, hvilket er et krav fra Institut på Statskundskab på Aarhus Universitet, når man er i praktik. Jeg har valgt at skrive om Myanmar under emnet  ”National building”. Derfor har jeg brug for en god bog til at få helt styr over Myanmars (/Burmas) historie. Har været i flere boghandlere, hvor der ikke lige har været så mange engelske bøger. Men i dag fandt jeg en bog, jeg helt sikkert kan finde nyttig!

DSCF7798Kl 17.00: Med en kop kaffe, min nye bog og ubesvarede mails tager jeg lige en time på kontoret.

IMG_4373

Kl. 19.30: Mødes med nogen af mine nye venner, som jeg mødte på en bar sidste weekend. Der er nogen barer i Yangon, hvor der nærmest kun er NGO-folk. Det er dejligt at kunne tage ud og møde en masse, hvis nuværende liv i høj grad minder om ens eget; arbejdende i en NGO i et fremmed land langt væk fra familie og velkendte venner. Denne aften tog vi på en fantastisk indisk restaurant, hvor vi var 10 som delte en masse forskellige mindre indiske retter (Restauranten hedder AV’s: virkelig anbefalelsesværdig!). Både England, Indien, Tyskland, Filippinerne, Frankrig og, selvfølgelig, Danmark, var repræsenteret ved den forsamling.

 

IMG_4379

 

Kl. 22.30: Vi tog videre på en bar, som jeg aldrig har været på før. Men den viste sig at være ca. 500 meter væk fra der, hvor jeg og de to danske Youth Leathers skal bo. Her mødte jeg endnu flere NGO-folk. Der er så få af “vores slags” i Yangon, at det er nærmest er som et lille ”community”. Havde en skøn aften! Skulle dog op næste dag tidligt, så det blev til en enkelt genstand og en masse snak, før jeg smuttede hjem omkring kl. 12.

 

LANDET

Jeg har nu været i Yangon, Myanmar i 4 dage – men som altid, føler jeg, at det er meget mere end det, da der er sket så meget på så få dage.

IMG_3410Klassisk tempel i Myanmar

Meget af tiden har handlet om at ordne praktiske ting. Min første hovedopgave var at finde en lejlighed til mig og de to andre danske praktikanter. Lige nu bor jeg på YMCA’s hotel. Det er super fint, men intet at råbe hurra for, da jeg ikke har køkken og kun en seng, en stol og et badeværelse med bruser.
Til morgenmad de seneste par dage har jeg kogt et par æg i min elkedel og nuppet en banan. Så glæder mig til at kunne spise yoghurt og frugt – mangler både køleskab, skåle, skeer osv. til denne slags “fancy” morgenmad.

Udover nogen møder med et par af FFC’s (det projekt jeg arbejder for. FFC står for “Foundation for Change”) samarbejdspartnere, har jeg egentlig mest bare brugt tid på lære byen bedre at kende og at få skabt nogen venskaber med nogen af de vestlige NGO-folk, som arbejder her i Yangon.IMG_4333                                                   Sule Pagoden, downtown Yangon

Også har jeg selvfølgelig gået en masse. På billedet ovenfor ses Sule Pagoden, som er et tempel som er midtpunktet for Downtown, hvor jeg bor. Det er rigtig nemt at finde rundt i Downtown, da de “lodrette” gader- ligesom på Manhattan i New York – er nummererede og de vandrette har så almindelige navne. Jeg bor på 42nd street, som ligger 800 vest for Sule Pagoden.

Nu skal jeg ud og spise aftensmad med min nye tyske veninde, vi har hørt om et rigtig godt og billigt thai sted i downtown.